Denne historie er skrevet i 2012, jeg har tillad mig at rette og tilføje lidt i den.

En lille historie om en tur på 100 km i løbesko!!! Hvordan pokker kommer man på den ide?

Det startede sådan set i oktober 2011, da var Palle Smith og jeg var inde for at løbe vores første ultra marathon i Albertslund/Vallensbæk eller det vil sige vi viste ikke om det blev til et ultra marathon for vi skulle løbe i 6 timer og komme ud over de 50 km, da det er min. grænsen for at løbe et så kaldt ultra marathon. Vi begge klarede det godt Palle på 67 km og jeg selv 63 km. Så flueben på det første ultra løb og vi kunne kalde os “ultraløbere”.

Da jeg kom hjem, syntes jeg mig ikke helt afskrækket, for jeg gik ind med det samme og kiggede på deres næste løb i deres kalender, og det var 100 km d.14 april 2012. Jeg begyndte også a tænke hvordan træner man så op til sådan noget, for det viste jeg  ikke. Jeg brugte ikke noget træningsprogram, (det burde jeg måske ha haft gjort) men jeg regnede med 3 marathon op til, og så en fandens masse andre løbeture på div. km distancer. Så måtte det briste eller bære.

Ugen op til løbet kunne jeg godt mærke at jeg fik noget snurren i maven, jeg var hammerne nervøs, og 14 dage før var jeg blevet sløj. Min træning havde ellers gået meget godt, det blev ikke til 3 marathon men 2 stykker, et i februar og et i marts, så det var lidt surt at sygdommen overskyggede alt det jeg havde trænet. Men dagen kom og starten skulle gå kl.08.00 så det var op ved 5 tiden og så ellers fylde på af de forskellige ting af mad og drikke, den del af gamet havde jeg også prøvet mig lidt frem til, da jeg igen var en del uerfaren på det område.

Starten gik og så var det ellers bare derud af, første km vel overstået så var der kun 99 tilbage 🙂 Min plan var at starte ud i 5:30 min. Pr. km og så ellers lade det æde sig op for jeg håbede at komme under 11 timer, og hvis det gik rigtig godt under 10:30 så når jeg startede på 5.30 havde jeg meget i banken når jeg rundede de 50 km, men alligevel blev jeg lidt nervøs igen, som sagt var jeg jo helt grøn i det her, og da snakken med de andre løbere som havde prøvet det før snakkede om at det var 5:54 pr. km og ikke 5:50 pr. km, de snakkede simpelhen så få sek forskel!!! nu kom tvivlen virkelig om jeg greb det rigtig an.

Den første marathon gik som smurt 5:30 i snit!! planen gik som den skulle, det var næsten for nemt 🙂 næste pejle mærke var de 50 km, eller ultra marathon grænsen, og så ellers hver 10. km. Men ved  50 km, skete der noget knas med maven, jeg begyndte at få lidt mavekramper og de tog desværre til. Ikke nok med problemer med maven begyndte jeg også at få kvalme, hver gang jeg var i depot som der var 3 gange på en runde, og en runde var på 10 km, fik jeg det rigtig skidt, min krop kunne ikke optage noget, hverken væske eller energi som gel. Så fra 50 til 70 var noget møg specielt ved de 60, jeg havde lige været i depot og prøvede at få noget ned, men jeg kunne ikke, jeg tænkte på at udgå, det hele med mavekramper og rigtig meget kvalme var for meget, det hele sad oppe i halsen.

I 2011 da Palle og jeg løb 6 timers løb var min far meget syg af kræft, han havde kræft i binyren som så havde spredt sig. Han var inde og heppe på os den gang sammen med min mor, han kunne ikke går ret langt så han sad på en stol i målområdet og klappede hver gang vi kom forbi på ruten. Det her var i oktober og han dødede desværre 3. januar 2012, men for at komme tilbage til min 100 km løb er det en vigtig ting at nævne, for da jeg var i kæmpe problemer ved de 60 km var min far med på banen. Jeg tænkte at det her var for ham og at han sad og heppede på mig oppe i himlen, så nyttede det sgu ikke noget at jeg rendte der og piv og ville udgå fordi det ikke lige kørte som jeg havde håbet på. Nej der var nogle der havde det meget sværere og der var endda nogle der ikke var der mere, og en af dem var min far, derfor var der ingen vej tilbage!!

Med tankerne et helt andet sted kom jeg i gang igen. Som der er nogle kloge ultra løbere der har sagt 25 % er i benene og 75 % er i hovedet og det skal jeg da lige love for kom til syne her. Som sagt kom jeg i gang igen og som noget nyt gik det bare godt fra 70 til 80 km fedt tænke jeg så er det bare til mål, men det varede kun de 10 km så kom syren i benene en forkert bevægelse så kunne jeg mærke at krampen lå og lurere. De sidste 20 km troede jeg at mine lår skulle sprænge, men jeg var så heldig at have support og opbakning af familie og venner på de sidste 20 km af ruten, Jesper Mogensen løbe en omgang med mig og min svoger Lars tog den sidste, og den havde jeg brug for. Jeg kom i mål meget stolt løbende med min søn i hånden i tiden 10 timer og 34  min og 6 sek.

Stor tak til min svoger Poul der var med hele dagen som support.