D. 14 marts var jeg færdig med 34 gange strålebehandling i Næstved, og 5 dage efter d. 19 marts stod jeg klar på start stregen til 25 km trail løb i Tisvildeleje !!

Vi skal lige lidt længere tilbage, ved ikke lige hvornår, men det var da tilmeldingen startede i 2015 til det nye ultra trail løb i Tisvildeleje ved navnet North Coast Ultra som Jesper Noer ( 3 dobbelt dm i trailløb) og Jacob Juul Hastrup( kendt ultra løber) var arrangør på, altså 2 store navne inde for ultra og trailløb.

Vi var igen en flok fra Vestergaard Company der skulle på tur. Denne gang til Tisvildeleje. Der var 2 ruter, en på 25 km og en på 53 km. Jeg havde meldt mig til 53 km dengang i 2015. Nu var situationen jo en anden da jeg var blevet syg, så jeg havde overhovedet ikke regnet med at løbe så meget som en meter oppe i Tisvilde.

Jeg har tidligere været 2 gange sammen med Jesper Noer på Bornholm. Og da han arrangere et løb med den erfaring han har, kunne det kun blive godt og det skulle jeg med til. Men jeg var jo blevet syg i mellemtiden og havde faktisk slet ikke tænkt på North Coast, før Jesper skrev en besked til mig omkring nytår mens jeg lå på Rigshospitalet, om det her jeg havde gang i kun var en undskylding for at jeg ville få røvfuld af mine kollegaer der skulle med derop….

Selvfølgelig var det for sjov og for at tirre lidt, og jeg skrev tilbage at hvis jeg overhovedet kom derop, ville det kun være for at kigge på.

Mens jeg fik stråler løb jeg regelmæssig 2-3 gange om ugen. jeg måtte heller ikke tabe mig for meget for så kom sonden i snuden!! Men det var vigtigt for mig at komme ud og få nogle endurfiner frigjort . Da vi kom nærmere min afslutning på strålerne og jeg havde løbet regelmæssigt, plus jeg følte det gik okay, altså op til de 10 km, gik tanken lidt på North Coast. Var godt klar over det ikke skulle være 53 km turen, men 25 km lå inden for det realistiske mål. Det højeste jeg kom op på af km var 17 under strålebehandlingen og der var jeg flad, så der skulle findes 8 km mere frem.

Jeg prøver sgu!! Hvad fanden, du kan altid bare gå ud.. Det har jeg aldrig sagt før, men nu var situationen godt nok en helt anden, men alligevel 🙂

Jeg skrev til Jesper om jeg kunne få flyttet mit nummer fra 53 til 25 km og det var der ingen problemer med. Jeg fik også lavet en aftale med ham, at hvis jeg røg i problemer på ruten skulle jeg bare ringe til ham, så skulle han nok hente mig.

Op til løbet fik vi en mail om at der var væltet nogle træer, så ruten blev omkring 1,5 km længere. Åh hvad fanden tænkte jeg, kan du løbe 25 km kan du sgu også løbe 26,5 km, men jeg blev klogere!!

Der var 3 fra Vestergaard Company der stillede op på 53 km. Det var Tommy Pedersen, John Bo Hansen og Martin Bjørn Lundberg  og 4 stykker på 25 km og det var Jan Kristensen, Jonas Zacho, Casper Berg, og mig selv. Desværre var Martin blevet syg så han stillede ikke til start.

Selve løbet var i mit hovedet bare rent overlevelse, jeg var udmærket klar over det kom til at gøre naller. Jeg startede meget konservativt, eller jeg startede bare i det tempo jeg følte var det rigtige, selv om jeg ikke viste hvad der var det rigtige. De havde nævnt ved intro, at der var noget af glæde sig til de sidste 5 km , Puha det kunne næsten kun være højdemeter og måske strand!!

Jeg kom nogenlunde igennem den første halvdel. På de helt stejle bakker, ah det var måske bare der hvor det gik lidt opad 🙂  gik jeg op eller løb i MEGET lavt tempo, jeg viste jeg måtte spare på alt hvad jeg kunne spare på. Da jeg ramte omkring 20 km var jeg presset, jeg begyndte ikke at kunne overskue det, selv om der kun var 5 km hjem, og som de sagde var der noget at glæde sig til, det havde jeg også i hovedet. Jeg gik i min “no thinking mode” eller prøvede på det, men kunne godt mærke min fysik ikke havde det så godt. Det gjorde ondt mange steder, og det blev  forstærket hele tiden.

Vi kom tæt på de 25 km, det var der målet var til at starte med, så havde de lagt 1,5 km på med de væltede træer, men jeg kunne mærke der var noget galt. Jeg havde løbet alene i langt tid, det gjorde ikke noget når man er på røven. Mit ur var tæt på 27 km og jeg tænke hvad fanden sker der!!!! jeg var vildt presset. Fandme om der ikke kom et skilt hvor der stod 2 km til mål… Nej nej den laver de ikke med mig. Men det gjorde de altså, og de sidste 2 km som jeg husker det, ved godt jeg havde sprunget alle mine fysiske rammer og alt fornuft var væk, men de 2 km var de værste jeg nogensinde har løbet som afslutning. det gik op-ned-op-ned hele tiden og det gjorde så ondt, at jeg var ved at tude… Ah det var bare pjat, det med tuderiet 🙂

Til sidst var der lige 500 meter på strand og så var det i mål.

5 dage efter jeg havde afsluttet 34 strålebehandlinger og hele mit “kræftforløb” gennemførte jeg 29 km trailløb i Tisvildeleje i tiden 3:29:42. Det var måske ikke det klogeste at gøre, men pyt for jeg gjorde det. Det var en stor sejr for mig, og den dag i dag tænker jeg stadig på hvordan fanden jeg kunne finde på det.

Hjemturen var en fornøjelse med Tommy og John, hvor vi fik en velfortjent øl.