Dagen var endelig kommet, der var afgang mod Alanya for at løbe. Tilmeldingerne havde været på plads et godt stykke tid, det samme havde flybilletter og lejlighed.
Vi var 6 kollegaer fra Vestergaard Company, der havde tilmeldt os til distancen på 45 km med 2380 højdemeter ved Alanya Ultra ´trail marathon d.24 marts. 2018
Hvad var det så lige vi havde tilmeldt os til, og som vi skulle ned af løbe ?
I 2017 var det første gang at et startskud gik til Alanya ultra trail marathon, og som sagt er der er 3 forskellige distancer 21 k-45 k-66 k , der lå billeder på deres hjemmeside og FB-side, samt lidt videoer på youtube man kunne drage nytte af for at se hvad terræn man kom ned til.
Meget af løbet er i Taurus bjergene oppe bag Alanya, og med de billeder af terrænnet og de højdemeter der var på vores distance kunne det kun blive en lang dag på kontoret.
Starten gik klokken 07:00 fra molen ved havnen i Alanya og da Tyrkiet ingen sommertid har, var det kl. 05:00 dansk tid, og med kun 1 dag i tyrkiet inden, var det en hård start med den tidlige start, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var det eneste der var hårdt.
Jeg har været en del på ferie i Alanya, og løbet meget dernede. Jeg har selvfølgelig også prøvet mig selv af, ved at løbe på borgen som har opstigning ved havnen, og da jeg så højdeprofilen at vi skulle hen over den top både i starten og som afslutning tænkte jeg, at det kendte jeg trods alt, der var så bare 2 ting idet her, altså Borgen. Det var den mindste knold på den højdeprofil og når jeg har løbet op til toppen i sommerferien har det været af en asfalteret vej, og det var bestemt ikke den direkte vej mod toppen vi skulle. (se billede)
Jeg var meget ydmyg inden start, og jeg viste at jeg ville få tæsk på højdemeterne, og for dem der ikke ved det, så er det lige så slemt at løbe nedad men de procenter.
Vi kom godt over den første top ved borgen og de første 200 højdemeter var på kontoen. så kom det “næsten” eneste lige flade stykke ude på strandpromenaden ved Cleopatra stranden før vi drejede til højre efter 5 km og direkte op mod Taurus bjergene.
De næste 8-9 km var mod toppen, af det vi skulle på de 45 km og der ville vi komme op i ca. 1100 meters højde. Jeg var slet ikke i tvivl om at det kunne man ikke løbe opad, da højdeprocenterne var så store, så det var ned på den lave klinge op så ellers finde sit eget tempo, eller mangel på det samme.
Da vi er på vej op af den første stigning kan jeg allerede mærke at jeg ikke har ramt dagen, og da de andre ligger afstand til mig bare ved at gå, skal jeg bare finde mig selv og tage den tid den her tur tager, det var jeg klar over med det samme.
Jeg bliver samlet med John igen meget hurtig, og han skal blive min wingman og redningsmand senere på turen.
Ved 13 km er det første checkpoint og der skulle man være efter 2 ½ time, tror John og jeg rammer depotet 5 min før, og der bliver tanket op. Der var så lige en 1 km mere mod toppen og det var nogle helt syge procenter opad.
Jeg havde nogenlunde printet rutekortet ind i hovedet hvordan det så ud, og jeg viste at efter de 14 km var vi toppet. Jeg var allerede godt mør på toppen, og nu var vi kommet op i lidt skydække, blæst og rusk. John og jeg tager vores vindjakker på igen for ikke at blive alt for kolde.
Dagene inden løbet og faktisk også på dagen, havde de lovet et forfærdelig vejr, og der var sågar nogle tyrkere på turen der sagde det blev thunderstorm og 30-50 mm regn, men lige der hvor John og jeg opholdt os igennem hele turen var vi meget heldige med få regndryp, hvor de andre var kommet noget i uvejr omkring borgen, så må de sgu bare lade være med at løbe så hurtigt 🙂
Det jeg i hovedet kaldte mellemstykket var fra 14 km til 30 km, der var et depot omkring de 22,5 og så igen ved 30 km, på rutekortet gik det lidt nedad og det var svært at se hvor meget det gik opad på kortet, men jeg kunne se på mit ur at vi kun var halvvejs med højdemeterne, og da den sidste tur op mod borgen i slutningen max ville have 350 meter, måtte der ligge en del alligevel på “mellemstykket” og det gjorde der også.
“Mellemstykket” gik op og ned hele tiden med meget stejle og hidsige stigninger, men vi fik rundet halvdelen at turen i ca lidt under 4 timer, jeg kunne nu godt mærke at jeg skulle bruge alt den erfaring og stædighed jeg har, for den store energi tank var ved at være tom.
Jeg havde sagt til John at han bare skulle stikke af, han skulle ikke vente på mig, men som den guttermand han nu engang er, blev han ved min side og da vi kom længere frem var jeg meget glad for det.
Mine tanker gik mod de 30 km… Du skal bare derop… du skal bare der op… du skal bare derop, så går det nedad i 10 km og så er der 5 km parade løb!! Jeg prøvede at tage energi ind til sidst mod de 30, men kunne bare mærke øjnene flakkede mere og mere, og jeg tænkte det her er noget lort. Førhen når jeg har været ude for sådan noget, har jeg faldet, da fokuset ikke er så skarpt, men jeg viste også bare at hvis jeg faldt her, var der afregning ved kasse 1 på klipperne, og så var der fandme langt til mål, så jeg prøvede at spise og drikke hele tiden, men min mave begyndte ikke at ville modtage noget.
John og jeg nåede langt om længe de 30 km, og jeg måtte ned og sætte mig på en stol i depotet. jeg var helt nede i kulkælderen. Jeg tog min energi jeg havde i venstre lomme i min væske rygsæk og fik cola fra depotet. Da jeg tog min energi klappede jeg lige en gang på lommen…HVAD FANDEN!!!! hvor er det sidste energi til de sidste 15 km?? jeg må have tabt det ? da jeg har taget noget af det andet op, det kunne jeg simpelhen ikke forstå..
John beroligede mig med at han havde nok energi, så jeg kunne bare få af ham. Jeg var vildt svimmel lige nu, jeg fik frem stammet til John, at hvis der var en bil på det her depot var jeg taget med 🙁 Men igen fik han opmuntret mig, og inderst inde viste jeg godt der ingen bil var, for det var først ved 34 km, det havde jeg jo printet ind i hovedet inden start, men alligevel skal man lige true sig selv og jeg lovede også at hvis det var lige så slemt ved 34 km så udgik jeg.. JA JA sagde John, og han kender mig også godt nok til at det skulle fandme stå slemt til hvis jeg hoppede ind i en bil med 11 km hjem. (Det energi jeg troede jeg havde tabt, lå i en anden lomme, og jeg fandt det, da jeg tømte min rygsæk i lejligheden, men hjernen stod stille derude og jeg kunne ikke huske det lå der)
Jeg fik hældt lidt cola i kroppen ved 30 og mod de 34 km og ved sidste depot gik det faktisk okay, 4 km var til at overskue og så var det bare mod mål. Det er vildt nok hvordan alt kan ændre sig med lynets hast. Vi kom til 34 med en god fornemmelse, jeg røg ned i en stol igen og gik igang med cola, cola og cola, samt lidt energi vingummier fra Johns taske, John fik spurgt hvornår de andre danskere var kommet forbi, da man fik bippet sit nummer flere steder for at kunne give mellemtider, var det nemt for dem at se det, eller det var det så ikke, da vi kun fandt Palle Kristensen, men han havde været forbi dette depot 45 min tidligere.
Nu havde jeg chancen til at sætte mig ind i bilen, men nej nej, det hele ligger i munden, og du tager fandme ikke til tyrkiet og løber for at trække stikke 11 km før mål. Men jeg kunne godt mærke jeg skulle steppe op på et andet plan hvis jeg skulle i mål.
Vi var oppe ved paragilding pladsen højt oppe bag Alanya og nu skulle vi ned mod stranden igen, og som tidligere nævnt er nedløb heller ikke skide skægt, og jeg skal ellers lige love for det gik nedad, og af de værste stier eller hvad man ellers skal kalde det.
Flere gange på vej ned, sagde jeg igen til John at han skulle løbe, men der blev bare sagt, nu gør vi det her færdigt sammen.
Jeg var max presset, da vi ramte stranden, vi havde snakket om at få smidt vores jakker igen inden mål, og det passede fint ved en bænk på strandpromenaden, så kunne jeg også lige sidde lidt igen.
De sidste 1 ½ km før opstigningen mod borgen var i tungt sand på Cleopatras stranden, jeg kunne ikke mere, men der var 4 km igen, vi kom hen til opstigningen og vi skulle klatre op af en klippe, der var en snor man kunne hive i og så var der nogle hjælpere der hiv i en, om lortet kunne holde viste vi ikke, men så langt tænke jeg ikke, vi kom op og videre på en meget lille afsats, hvor jeg tænke, hvad fanden sker der!! videre over noget pigtråd og så gik det ellers op.
Nu havde jeg slet ikke mere i mig, jeg skulle brække mig, og john sagde at jeg skulle sætte mig. Jeg kom en anden løber forbi, og jeg kiggede lidt op og så hvad han gik op af, så vendte jeg mig om og brækkede mig, men maven var tom og der kom ikke noget op.
Kom nu for helvede PER… Du kommer ikke i mål af at sidde her, og jeg fik hanket op i mig selv.
Vi kom helt op og John gik lige bag mig, og jeg tænkte, han griber mig vel hvis jeg få overbalance.
Oppe på borgen var der et par bænke, og med 2 ældre tyrker kvinder som tilskuer, måtte jeg lige ned at ligge i fosterstilling, før det gik ned mod mål.
Som sagt har jeg været på ferie mange gange i Alanya, og ved der ca er 2 km ned, så nu var der sgu ikke langt. Vi gik og gik, skal vi prøve lidt sagde John ? Jeg venter til opløbet John 🙂 vi kom gennem det gamle skibsværft i Alanya og lige pludselig, DET ER JO DANSKERNE 🙂
Inden turen havde jeg været i kontakt med Alanya.dk og de ville dække løbet, og Tea fra Alanya.dk var på pletten da vi kom meget langsomt igennem skibsværftet.
John og jeg løb over stregen i 8:50:36
Hvis jeg ikke havde ham ved min side på turen er jeg ikke sikker på at jeg var kommet hele vejen.
Vil du gøre det igen, når man er så presset..? Ja selvfølgelig 🙂 Men helst ikke med feber i 3 dage forinden 🙁
Fed tur igen med løbeklubben fra Vestergaard Company, hvor der skal lyde en stor tak for at det kan lade sig gøre.
Tak til: John Bo Hansen, Tommy Pedersen, Palle Schmidt, Palle Kristensen og Kenneth Klokholm for en super hyggelig og social tur.
Tak ti Alanya.dk for jeres fine artikel om os.
Vi ses på landevejen 🙂
Per