2018 og den berømte streg i sandet

År 2018 er ved at være gået, og her på Live and run, vil jeg prøve at kigge lidt tilbage, men ikke mindst frem, for jeg føler den berømte streg i sandet skal trækkes og starte på en frisk til 2019.

2018 byd på 3 marathon, 2 uden for landet grænser, og så selvfølgelige CPH marathon. Men jeg havde også 2 andre højdepunkter ved at løbe to ½ marathon med min søn Niclas som var hans 2 første.

I marts måned var vi 6 gutter fra Vestergaard Company der drog mod Tyrkiet for at løbe 45 km i Taurus bjergene lige bag Alanya, den skal jeg ikke trække jer med mere for den har jeg beskrevet her på siden, men hvis du ikke har læst den i nu, så er den her http://liveandrun.dk/?p=752

I maj måned ligge CPH marathon, og vi var som sædvanlig  en flok fra Vestergaard der stillede op til start. Vejret til CPH marathon var igen en stor nydelse, faktisk var det lidt for godt, da vinden også var stille, så der skulle fyldes på med væske og energi. For at gøre en historie kort, løb John, Martin og jeg selv, et meget disciplineret løb, men stor set samme tempo hele vejen, og fulgtes hele vejen fra start til mål.

Nu må det ikke lyde popsmart, men formen har overhovedet ikke været der hele året, og jo grundformen er der næsten altid og du kan godt kæmpe dig igennem en sådan tur, det er bare ikke ret kønt og man få nogle tæsk. Kiloerne er der også kommet en del mere af, så alt i alt gør det ikke løb nemmere 🙂 

Helbreddet har desværre også været lidt op og ned. Da vi rejste til Tyrkiet i sommers, blev jeg ramt af en kraftig infektion, så det kostede 3 dage på et hospital i Alanya. Jeg kom ind med et infektionstal på 224, og når det normalt skal ligge på mellem 0-10 var det ikke så godt. Det jeg overhovedet ikke syntes var sjovt, var at at hele infektionen sad lige i mit gamle strålefelt, men er der noget tyrkere kan åbenbart, så er det at give antibiotika og noget pain killer, så efter 3 dage isoleret på en stue med udsigt til palmer og 35 grader var tallet så lav (under 100) at de kunne sender mig hjem, og vi alle kunne starte på ferien med lidt forsinkelse. 

Jeg havde meldt mig til Samsø marathon i august måned. Charlotte og Jesper havde vist deres gæstfrihed og sammen kunne vi bo hos dem i deres sommerhus, så vi ville tage derover hele familien. Niclas var begyndt at løbe sammen med mig, og med en dreng i den alder kommer man hurtigt i form, så da jeg spurgte om han ville løbe ½ marathon hvis jeg også gjorde det, var han klar til sit første ½ marathon. Det gik super  godt og han rullede i mål som nummer 5 i alderklassen 20-34 og knægten er kun 14 år. Tiden var 1:45:11 og mor og far var stolte.

Efter min indlæggelse i tyrkiet, var der selvfølgelig en alarm klokke der ringede, og jeg kontaktede stråleterapien i Næstved som jeg er tilknyttet efter ferien. Når man nu er i kræftpakken, er der hurtig action, og jeg kom hurtig derned hvor de gik mig igennem, og på baggrund af undersøgelsen, blev jeg sendt videre til en masse andre undersøgelser, men de kunne gudskelov ikke finde noget der var bekymrende.

September var Niclas og jeg igen på startlisten til et ½ marathon, denne gang det store og super fede løb CPH Half. Niclas og jeg havde godt nok aftalt at det skulle være en en rolig tur, faren var også kommet lidt sent i seng, da der var Extreme mandehørm dagen før. Men som kilometerne gik og der kom varme i benene begyndte det at ligne noget alligevel. Og med en flot slutspurt, fik Niclas slået sin PR fra måneden tidligere på Samsø med 30 sek. og ikke mindst under de 1:45

Amsterdam marathon var det næste løb i planen, igen var vi 5 stykker fra Vestergaard der drog mod et marathon længere syd på. 2 dage før afrejse til Amsterdam, var jeg kommet hjem fra ferie i New York sammen med Majbrit og Niclas, så jeg var ikke skide frisk da jeg igen stod i lufthavnen og skulle løbe marathon dagen efter. 

Vil godt indrømme forberedelserne var ikke skide gode, vi kunne ikke få morgenmad på hotellet, da de ikke åbnede så tidligt, så vi havde været ude og handle og spiste på et af vores værelser. Afsted med metroen og ind til det gamle olympiske stadion, ja Holland/Amsterdam havde de olympiske lege i 1928.. 

Vi træk den lidt i ørerne med at gå ind på stadionet, men det var ved at være en dårlig ide, for da vi skulle ind, skulle de sidste 10.000 også ind, og da der kun er den ene port, som man også skulle løbe ud af,var der ved at være lidt stress på, både for os, men ikke mindst arrangørene.

Selve ruten var ikke specielt noget at skrive om, 1/3 af løbet var langs en af deres floder, ud på den ene side og hjem på den anden side. Mit eget løb var op af bakke fra start, men det viste jeg godt ville blive sådan, så det var mod egne dæmoner og så bare komme i mål. Det var også et stort højdepunkt at komme i mål, lidt lige som af Athen, at løbe i mål på et gammelt olympisk stadion er altså stor. Resten af turen gik op i lidt øl,mad og sightseeing i Red light street 🙂  

Som tidligere nævnt har helbreddet ikke været på toppen, jeg har mange senfølger af stråleskader og det påvirker min hverdag og livskvalitet. Derfor var det med stor interesse da min gode ven Peter Søby nævnte trykkammer behandling. Trykkammer behandling er en mulighed for hoved/hals kræft patienter og for underlivs kræftpatienter, og så en masse andre ting der ikke har med kræft at gøre, vil ikke gå ned i detaljerne med det, men det kan afhjælpe en masse senfølger ved sådan behandlinger. Læs gerne her hvad det går ud på https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/hovedorto/anaestesi-og-operationsklinikken/undersoegelse-og-behandling/Sider/trykkammerbehandling.aspx

For at jeg overhovedet kan komme i sådan en betrækning og komme til at snakke med en trykkammer overlæge, skulle jeg have en PET/CT scanning. Hvis der skulle være dårlige celler i kroppen ville en trykkammer behandling virke som en centrifuge og måske sætte fart i de dårlige celler, så det skulle vi ikke ud i.

Jeg fik fortaget min scanning og jeg fik et overraskende svar, du har 2 lymfe knuder og en mandel der lyser op på din scanning, du skal til Køge med det samme (som var 2 dage efter) og der fik jeg den helt store gennemgang og der blev taget vævsprøver af min venstre mandel. Til dem der ikke har prøvet det, LAD VÆR hvis i kan undgå det….

Når man er i kræftpakken, kan man få svar på sådan en prøve allerede 3 timer efter, så lige hjem og spise frokost og derned igen. Den første prøve er selvfølgelig lidt usikker, da den ikke bliver dyrket på samme plan som prøve 2 og 3, men den giver en god indikator som mange gange er den rigtige, og det gode ved min den første var at det var godartet 🙂 

Svaret på prøve 2 fik jeg først 3 dage senere, og til min store glæde var det samme svar som nummer 1. Der var bare et lille men, og på baggrund af min mandel lyste op, selv om der ikke var noget og på baggrund af min historik men min kræftsygdom, samt forebyggelse og for at være 100 % på der ikke ligger noget og gemmer sig, skulle jeg have fjernet begge mandler. 

Og det gik stærkt, dette var onsdag d.5 december og jeg skulle stille i Køge mandag d. 10 oktober. 

Som jeg sidder her og skriver, er det med 2 mandler mindre, nå ja pyt med det, men hold kæft det gør naller at få fjernet sådan et par stykker. Jeg er nu på dag 6 og hurra og leve længe for smertestillende piller. Godt de ikke kan fjerne dem 2 gange. Resultatet af operationen/prøver lader sig vente på sig midt i jule/nytår tid så det er først den 2. Januar, men jeg har en rolig mave, eller det har jeg ikke pga alle pillerne 🙂 Og lidt gevinst er der vil ved at få fjernet mandlerne, det er startskudet til en slankekur, måske ikke en man kan anbefale, men nu er den her altså, efter 6 dage er det et minus 3 kilo 🙂

Nu er det det berømte “at slå en streg i sandet” kommer på tale. Ja snart skifter vi til 2019 og jeg tror stadig på nytårsforsætter…Jeg slå sgu en streg i sandet. Der vil laves nye mål med løb, bedre form, vægttab og det hænger som regel sammen. Jeg regner også med at jeg ikke skal besøge sygehuse og div… så mange gange som i 2018, det er jeg ikke selv herre over, men bliver nød til at kigge på det med oprejst pande, for der er ikke nogen grund til andet, selv om det ikke er lige sjovt hele tiden.

Jeg vil gerne dele lidt af ønskerne for jer:
Det er ikke det helt vilde, men hellere sætte små mål og få succes, end store og ikke nå en skid 🙂 

Runde marathon nummer 50.
Min. 1 løb i udlandet.
Mulighed for trykkammerbehandling for min senfølger.
Skrive lidt mere på bloggen.

Majbrit, Niclas og jeg ønsker alle en glædelig jul og et fantastisk godt 2019

Per Gregers Jensen 

P.S Jeg har ikke glemt min familie, den kommer altid i første række 🙂