“Skal vi ikke løbe Cph. marathon sammen til maj?” sagde Majbrit!!

Min kone Majbrit har løbet lidt on-off i et godt stykke tid, og det længste hun har prøvet var til B.T. ½ marathon for en del år siden.

Den 18. december 2015 da vi lige havde fået af vide at jeg havde fået kræft, tudede vi begge 2 stort set hele vejen ud til bilen. Men da vi satte os ind i bilen og til vi kom hjem, var det som om vi skulle have noget på plads. Det kan lyde åndsvagt, men vi stoppede med at tude for nu skulle der styr på de forskellige ting. Jeg fik ringede til mit arbejde og fik fat i min chef Michael Jørgensen, jeg fik også fat i min familie og Majbrit ligeså.

Kort tid efter bliv jeg ringede op af min kollega Tommy Pedersen, og spurgte hvad jeg skulle i morgen, Jungletrommerne var lydt ude på jobbet at jeg var blevet ramt af kræft. Åh jeg skal vel ikke rigtig lave noget!!! andet at af ondt af mig selv… Hvis du har tid kommer vi en flok kolleger og løber med dig i morgen. Fedt det ville jeg meget gerne.

12369015_10208366901389784_1635317145404290425_n
2xPalle, Martin, John, Tommy, Michael og Thurigt fra mit arbejde, kom dagen efter min kræftdom og løb med mig

Snakken gik stadig i bilen sammen med Majbrit om hvordan fanden vi lige klarede den her, da hun lige pludselig sagde “skal vi ikke løbe marathon sammen i københavn til maj”What!!! ja skal vi ikke det, og uden tøven gav vi håndslag på det, og for første gang kom der lidt smil på læberne.

Majbrit havde som sagt løbet lidt små ture, men kunne godt løbe 10 km på det tidspunkt. Vi fik strikket et løbeprogram sammen til hende, som passede med arbejde og fritid og det hun havde lyst til uden at overdrive. Det var et program over 20 uger og 3 gange om ugen. Løbeprogrammet ligger ude i menuen, samt lidt tekst til det.

Jeg selv kunne ikke rigtig komme i gang, jeg havde løbet de 29 km ved North Coast og var ude en enkelt gang mere på de 28 km med min gode ven Ole Thorning Jacobsen, ellers var det små ture, da jeg havde det svært, både på den ene og anden måde, men igennem skulle jeg nok komme fik jeg sat til mig selv hele tiden op mod Cph marathon.

Majbrit´s træning gik godt, og hun fulgte programmet til punkt og prikke, kun nogle få trænings ture der blev byttet om, men det var uden betydning.

Det blev den 22. maj 2016 og der var kriller i maven som aldrig før, det var dagen hvor Majbrit og jeg skulle løbe marathon “sammen”  Vi skulle mødes med en flok kollegaer fra mit arbejde der traditionens tro også skulle løbe Cph marathon, så var det bare at vente på at starten skulle gå !!!

img_2642
Hold billede med kollegaer fra Vestergaard Company, mangler kun Jon Vestergaard
img_2639
Lidt tidsfordriv på kanten af bryggen lige inden start

Starten gik, og vi fulgte sammen ind over start stregen, og vi  sagde god tur til hinanden. Majbrit havde sagt at jeg bare skulle løbe, for hun havde det  bedst med at følge sit egen tempo og rytme som hun havde trænet, “det var så det løbe sammen :-)”  så da vi havde rundet de første 300 meter løb jeg af sted.

img_2647
Klar til start

Da jeg lige var løbet fra Majbrit fik jeg øje på ryggen af John, jeg kom op til ham og vi fandt hurtig sammen i en god rytme. Vejret kunne godt gå hen og blive en udfordring, det var blevet varmt så det var ikke kun på formen man var udfordret. John og jeg fik rundet de 21,1 km og jeg kunne godt begynde at mærke det blev en lang tur hjem på den sidste halvdel. Varmen var begyndt at sætte sit præg og jeg måtte kæmpe mere og mere for at holde snor i John. Jeg havde samtidig Majbrit i hovedet om hvordan pokker hun havde det, når jeg nu var begyndt at blive presset!!! ude ved de 25-27 km kunne jeg ikke holde John mere, og han stak af, faktisk bare ved at holde sit tempo for jeg var begyndt at gå helt ned. De sidste 15 blev rent overlevelse, men jeg viste det inderst inde godt at det ville blive sådan, nu stod jeg bare i det og det var jo noget helt andet og knap så sjovt. Jeg begyndte og at gå nogle steder, til at starte med var det hvor der ikke var så meget publikum, ja man skulle nødigt tage ansigt (Sådanne noget pladder) men jo længere jeg kom ud, jo mere ligeglad blev jeg. Der var dog lige nogle MEN. Jeg skulle løbe på dronning Louises bro..  Der plejer at være en stor fest sat igang af NBRO, og selvfølgelig i mål, der var sgu for mange mennesker til jeg kunne være bekendt at gå. Jeg var på den sidste km og jeg havde det bare skidt… det gjorde ondt alle steder og jeg havde bare ondt af mig selv, men tænkte ind over broen rund i svinget og så er der kun opløbstrækningen, og hvem står der og filmer?? min gode ven Jesper Christensen og hans dejlige kone Charlotte Meyer, først Charlotte med kamera på broen som så råber ned til Jesper nede ved svinget så de kunne filme mig 2 gange “NU KOMMER HAN”!! og jeg kunne fandme næsten ikke løbe. Jeg kom helt i mål, ikke ret kønt, men jeg gjorde det!!! tiden blev 4:13:29

Da jeg var kommet i mål og gik inde i målzonen, kom mine tanker og fokus meget hurtigt til at handle om Majbrit. Hvor mon hun var på ruten ? hvordan hun havde det ? nu vidste jeg jo selv hvor meget jeg led derude, så jeg håbede ikke hun havde det på sammen måde. Jeg havde fået skiftet tøj og begyndte at regne lidt på hvornår hun var i mål, så jeg begyndte at gå mod målzonen igen og kigge efter hende, og lige pludselig stod der en MEGET stolt Fru. Jensen med et kæmpe smil en stor medalje om halsen og en rose i hånden, Majbrit havde gennemført sit første marathon i 5:01 og havde haft det super hele vejen.

SÅDAN 🙂

image1-5
så stolte og glade 🙂

 

Det at Majbrit havde gennemført et marathon, var super flot, men jeg tænker også tilbage på den tid hvor vi sad i bilen og gav hinanden håndslag på at det var vores mål, Vores mål at vi skulle løbe et marathon “sammen”  da vi mindre end 30-40 minutter før havde fået af vide at jeg havde fået kræft. Det er jeg så pavestolt af at vi kunne, og det gør mig glad at tænke tilbage på.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *