At være pårørende til en kræftramt (Skrevet af Majbrit Jensen)

Hejsa. Jeg hedder Majbrit Jensen og er hustru til Per Gregers Jensen.

Per spurgte mig om jeg ikke havde lyst at skrive et indlæg hvor jeg prøver at beskriver hvordan det er at være pårørende til en kræftramt. Og jo det har jeg, for jeg syntes det er vigtig at der kommer fokus på de pårørende, da de mange gange bliver glemt.

Typiske mænd der ikke går til læge!!!! sådan var det også med Per. Jeg havde sagt flere gange at nu kunne han godt komme til lægen med den lille bule han havde nede under øreflippen. Men det var først 3.-4. gang han lyttede. Altså lad nu vær med at spille machomand, det kan man dø af på den lange, ja måske endda på den korte bane.

Da vi var på vej til Køge for at få svaret på de prøver Per havde fået taget, var jeg hammer nervøs. Jeg spurgte ind til hvordan han havde det, og han var forholdvis rolig, så måtte jeg også prøve at vise lidt ro selv om det var svært.

Svaret på Køge var desværre ikke som det skulle være, jeg havde nu en mand der var kræftramt. Tankerne fløj af sted og de var ikke så gode. Hvad nu ? dør han af det? hvad med vores søn Niclas ? Kan jeg klare mit arbejde ? kan jeg klare alle tingende samlet ? osv

Grædende gik vi ud til bilen og tænkte, for det skal der være plads til og så må du vise styrke…. Niclas var ikke kommet hjem da vi kom hjem fra Køge, men vi havde besluttet os at han skulle have det af vide med det samme når han kom hjem.

Mine 2 dejlige drenge

Det og sidde og sige at far har fået kræft er noget af det værste at skulle igennem. Per og jeg prøvede så godt vi kunne, men det var dæleme svært, han havde selvfølgelig nogle spørgsmål og et af dem var jo om far snart skulle død!! 4 år tidligere døde farfar af kræft og det står klokkeklart for ham, så det var en selvfølge at han ville spørge om det, men svaret skulle selvfølgelig også være ” Nej det gør han da ikke”

I perioden efter, var jeg under pres, forstået på den måde  at jeg skulle prøve at holde hovedet oppe og hjælpe Niclas og Per, jeg skulle holde hjemmet i den daglige form og alle andre normale daglige ting som at passe mit arbejde!!. Jeg følte selv jeg var i sådan en overlevelses mode, hvor jeg balancerede på ægget af en kniv og det hele kunne vælte i løbet af ingen tid. Der var en dag/aften som står klart og hvor jeg brød sammen, kunne ikke overskue noget som helst og jeg sagde til Per at jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre hvis han gik hen og blev dødssyg og måske endda døde af kræften. Men igen kom man tilbage i overlevelse mode, måske også fordi vi har Niclas og det kunne holde mig oppe til at fungere.

Nu var det også juletid da Per blev syg, det gjorde det ikke meget bedre. Vi valgte i fællesskab at han skulle opereres lige efter jul, så vi kunne prøve at hygge bare lidt  i julen, men det var ikke nemt. Da Per´s fokus selvfølgelig var på det han skulle igennem, skulle jeg prøve at få de sidste snore til at nå hinanden inden jul med indkøb og gaver, gudskelov skulle vi holde jul hos Per´s søster Lone, så det hjalp lidt på det.

Da Per var kommet igennem den første operation, var vi selvfølgelig derinde til at bakke op, men det gik jo ikke så godt, da han bagefter røg ind 2 gange med komplikationer af den første operation, Så  hvis jeg ikke havde min familie og ikke mindst gode venner på det tidspunkt, havde det været et problem. Mit arbejde var også mit frirum, der kunne jeg snakke om det hele og de lyttede. Tak for det, i ved godt hvem i er 🙂

Efter han var kommet HELT hjem og skulle vente knap 5 uger på at skulle igang med stråleterapien, var det tid til at synke den første pille. Vi fik snakket lidt om det hele og der kom lidt ro på, men hele tiden lå det og lurede i baghovedet. I den tid kan pårørende godt blive glemt godt og grundigt. Selvfølgelig havde Per alt fokuset, både hvordan han havde det og det han skulle igennem, og helt forståeligt for det, men der var sørme ikke mange der lige spurgte hvordan Niclas og jeg havde det. Det er der man godt kan føle sig lidt glemt og overladt til sig selv og det er skide hårdt.

Per begyndte hans strålebehandling som skulle foregå i Næstved, det var 34 gange som foregik hver dag og fri i weekenderne. Han sagde at det ville være hans dagligdag og “job” at køre derned og få stråler og tilbage igen. Og det var i vores lille verden på det tidspunkt måske godt at sætte det ind i kasser og rammer og sige, det gør han og så tager jeg mig af det anden som mad og nogle gange indkøb hvis ikke Per havde gjort det, for det var ikke hver dag han var lige frisk, eller sagt på en anden måde, det gik den forkerte vej for hver strålebehandling der gik. Men det var der ikke noget at sige til når man bliver strålet i hovedet/hals området.

Men vi fik delt det lidt op i kasser og rammer, uden de helt store krav til Per, men så viste vi hvad der var af forventninger, og lige præcis forventnings afklaringer er rigtigt vigtigt i disse situationer, både for den ramte og ikke mindst de pårørende så ikke at det ender i konflikter, da hele følelses barometeret er helt i top.

Der er hele tiden nye situationer. Nu var Per færdig med stråler hvad så!!! Han var ikke altid let at være i stue med. Nogle gange skulle man faktisk ikke gøre noget som helst og så var det bare ikke godt nok alligevel. De frustationer der kan være når man ikke får en advarsel om de tanker den ramte har. Derfor er det så vigtig at kommunikere sammen og som jeg nævnte tidligere forventnings afklaring.

Per og jeg før mit første Marathon i københavn

Her et år efter er Per blevet sygdomsfri og det er bare super dejligt. Vi får aldrig den samme person tilbage, ikke at der skal være noget dårligt i den sætning, men sådan er det bare. Niclas har reageret et par gange i skolen, hvor han er blevet rigtig ked af det, han havde samlet mange ting  sammen i sit hovedet og det kom så ud i skolen.

Jeg selv er startet på en uddannelse der tager et år som pædagogisk assistent. Vores hverdag er begyndt at ligne det samme uden det bliver det, med næsten er også godt nok. Frygten er der hele tiden, men vi må lære at leve med den, for den forsvinder nok aldrig. Når sådan noget sker, som i vores tilfælde en alvorlig sygdom, så får man nogle kræfter man måske tænker, hvor pokker de kom fra, men man kan mere end man lige regner med, og det følte jeg at det var sådan hos mig og sådan er det nok stadig i mindre grad.

Alle mennesker er forskellige og folk reagere på forskellige måder. Men jeg ser der er 3 ting der er vildt vigtige.

1. Forventnings afklaring på hinanden.

2. Kommunikation om alt og med alle.

3. Vennekredsen og familie !!! spørg nu ind til de pårørende, de er også ramt, bare på en anden måde.

Håber i kan få noget ud af det jeg har skrevet.

Mange hilsner Majbrit Jensen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *